Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik.

Klik "her" for at se vores cookiepolitik.

 

Traditioner

Særlige traditioner i Børnehuset Tryllestien

Fødselsdage

Når tiden nærmer sig jeres barns fødselsdag, vil en pædagog fra stuen aflevere en fødselsdagsseddel, hvor I sammen aftaler, hvornår vi skal fejre fødselsdagen. Vi fejrer jeres barns fødselsdag i Tryllestien på selve dagen med fødselsdagssang og hygge. Har jeres barn fødselsdag i weekenden, aftaler vi med jer, hvornår vi skal holde den her i Tryllestien. Ønsker I, at vi skal komme hjem til jer og fejre barnet, så gør vi også det, men I planlægger det sammen med pædagogen på stuen.

Hvis I vil tage noget spiseligt med, som jeres barn kan dele ud til de andre, skal det være noget sundt evt. boller og frugt, figenstænger, pølsehorn, pizzasnegle, ostehaps, rosiner m.m. Der må ikke serveres søde sager som kager, slik, chips eller is, da vi følger Sundhedsstyrelsens kostråd og derfor serverer et minimum af sukker.

Fastelavn

Vi holder fastelavnsfest med børnene hvert år, hvor vi slår katten af tønden, spiser fastelavnsboller og er klædt ud.

Påske

Til påske holder vi en påskefrokost med børnene, hvor køkkendamerne laver særligt påskelækkerier. Børnene laver påskeklip som pynter på stuerne.

Afslutningsfest for skolebørn

Den sidste overgang fra børnehave til skole/SFO markerer vi med en fest for skolebørnene en aften i april. Det er forskelligt fra hus til hus, hvordan vi afholder denne fest. Men det er altid en stor succes for både børn og personale. En æra er slut, og børnene skal snart starte i skole.

Sommerfest

Vi holder hvert år en sommerfest inden sommerferien for alvor går i gang. Denne sommerfest holder hver hus for sig, da vi ikke har plads til, at vi kan være samlet alle sammen i det ene hus. Festen holdes efter lukketid og afsluttes kl. 19.30. Vi plejer at lave en stor tag-selv-buffet, hvor hver familie har medbragt en ret. Der er kagekonkurrence og efterfølgende hygge og snak.

Bondegårdstur

I sensommeren tager vi på en bondegårdtur for alle de store børn i Tryllestien. Vi invitere jer forældre med, så vi alle kan få denne oplevelse sammen. Det plejer at være en dejlig tur. Vi kører i bus fra Tryllestien kl. 9.00 og er tilbage ved 14.30 tiden.

Tryllestiens fødselsdag

Børnehuset Tryllestien har fødselsdag d. 1. oktober. Denne dag fejre vi med børnene i løbet af dagen, Vi spiser noget lækkert til eftermiddagsmaden. Om eftermiddagen invitere vi jer forældre til at komme og drikken en kop kaffe/te og spise nogle lækre hjemmebagte boller, hvor vi fejrer Tryllestien.

Jul

I december kommer julemanden på besøg i Tryllestien. Han kommer om formiddagen og underholder børnene og vi danser om juletræet sammen med ham. Vi holder også december morgenmad med jer forældre og børn. Det foregår på den måde, at hvert hus inviterer jer til at komme på en bestemt dag. Vi spiser morgenmad sammen på barnets stue i tidsrummet 6.30 - 9.00. I kan selv bestemme, om I vil blive en halv time eller længere.